Transitophold på Thule Air Base

For rejser til, eller gennem forsvarsområdet ved Pituffik/Thule Air Base gælder der særlige restriktioner. Således skal alle rejsende være i besiddelse af en særlig transit- eller opholdstilladelse, jf. bekendtgørelse nr. 138 af 8. februar 2010 om adgang til og vilkår for færdsel i Grønland.

Personer uden gyldig transit- eller opholdstilladelse kan forventes afvist og/eller returneret.

Transit-/opholdstilladelse

Transit er under 24 timer. Ophold er over 24 timer.

Personer, der ønsker billet gennem eller til forsvarsområdet ved Pituffik/Thule Air Base, skal være i besiddelse af transit/opholdstilladelse.

Følgende persongrupper skal dog ikke have transit-/opholdstilladelse:

· NATO-styrker: Medlemmer af NATO-styrker, hvis tilstedeværelse i forsvarsområdet i Grønland er nødvendig i forbindelse med virksomhed i medfør af overenskomst af 27. april 1951 mellem regeringerne i Danmark og Amerikas Forenede Stater om forsvaret af Grønland med senere ændringer eller andre NATO-foranstaltninger, samt medlemmer af deres familier,

· Udstationeret arbejdskraft: Civilt personel, som af vedkommende militære myndigheder eller af et af disse bemyndiget privat selskab udsendes fra USA, og hvis tilstedeværelse i det nævnte område er nødvendig i forbindelse med virksomhed i medfør af overenskomst af 27. april 1951 mellem regeringerne i Danmark og Amerikas Forenede Stater om forsvaret af Grønland med senere ændringer eller andre NATO-foranstaltninger, samt medlemmer af deres familier,

· Repræsentanter for danske og grønlandske myndigheder,

· Personer, der er fastboende i Qaanaaq-området: Personer med folkeregisteradresse i Grønland nord for breddegraden 75 grader N og vest for længdegraden 63 grader W,

· Personer, som af den danske regering særligt er bemyndiget til at få adgang til forsvarsområdet, samt

· Personer, som af den amerikanske regering særligt er bemyndiget til at få adgang til forsvarsområdet.

Rigsombuddet forelægger ansøgninger for Arktisk Kommandos Forbindelsesofficer på Thule Air Base til udtalelse, og underretter Forbindelsesofficeren om meddelte tilladelser.

Ansøgning om transittilladelse

Rigsombuddet behandler ansøgning om transittilladelse for danske statsborgere, som har bopæl i Grønland. Alle andre sager om transittilladelser og alle sager om opholdstilladelser behandles af Udenrigsministeriet.

Hvis du er dansk statsborger og har bopæl i Grønland, skal du bruge denne blanket og sende din ansøgning til rigsombuddet.

Rigsombuddet skal have din ansøgning senest 1 uge inden afrejsen til forsvarsområdet.