Statsministeren afholder møderække i Strasbourg om dansk særaftale om Europol

13.02.17

Onsdag den 15. februar rejser statsminister Lars Løkke Rasmussen til Strasbourg. Her afholder han en række møder med medlemmer af Europa-Kommissionen og Europa-Parlamentet for at sikre opbakning til en dansk særaftale om Europol.

Statsministeren mødes med kommissionsformand Jean-Claude Juncker, første næstformand for Kommissionen Frans Timmermans, formanden for Europa-Parlamentet Antonio Tajani og formændene for de fire største grupper i Europa-Parlamentet.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen udtaler forud for møderne:

”Vi er langt fra i hus med særaftalen om Europol. Det er en ekstremt kompliceret proces, der samtidig skal vedtages meget hurtigere, end det normalt sker i EU. Hvis vi skal få bolden i mål – og det skal vi - kræver det, at mange aktører spiller med.

Derfor mødes jeg onsdag med nøgleaktører i EU, der kan være med til at sikre særaftalen for Danmark. Regeringen kæmper med næb og kløer for, at vi fortsat kan være tilknyttet Europol, så Danmark aldrig bliver et helle for kriminelle.”

Den danske særaftale skal vedtages inden 1. maj, hvor Danmark udtræder af Europol.


***

Adgang til Europa-Kommissionen og Europa-Parlamentets bygninger kræver akkreditering.

Møderækken starter kl. 10.00. Statsministeren mødes med følgende:


Kommissionsformand Jean-Claude Juncker
Første næstformand for Kommissionen Frans Timmermans
Formand for Europa-Parlamentet Antonio Tajani
Formand for EPP-gruppen Manfred Weber
Formand for ALDE-gruppen Guy Verhofstadt
Formand for ECR-gruppen Syed Kamall
Formand for S&D-gruppen Gianni Pittella
Formand for LIBE-udvalget Claude Moraes

Yderligere oplysninger hos pressesekretær Sabrina Drevsfeldt Theil, mobil 6198 5080.

Accept af cookies

Denne side benytter cookies for at indsamle statistik og forbedre brugerens oplevelse.

Læs mere om cookies på nedenstående link:

Cookie politik