Statsminister Lars Løkke Rasmussens tale på Danske Regioners Generalforsamling den 6. april 2017

Det talte ord gælder

Tak for muligheden for at være med igen i år.

Jeg er glad for at være her. Men jeg er også vemodig.

Formanden har jo meddelt, at han ikke stiller op til efterårets regionsrådsvalg.

Og det er altså vemodigt, Bent. Du er indbegrebet af Danske Regioner. Før det var du indbegrebet af amterne. Du er indbegrebet af dansk sundhedspolitik. Med en erfaring på området, der går 35 år tilbage.

Du har en styrke, indsigt – og egenrådighed – som bliver svær at leve op til.

Nu forstår jeg så, at I håndterer det på den måde i Danske Regioner, at selvom man ikke er folkevalgt længere, så bliver man alligevel siddende hen over næste generalforsamling. Det, synes jeg, er et fint system ...

Og så har jeg også forstået, at alle de andre regionsformænd – de, der genopstiller – har meldt sig på banen. Der er en bred vilje til at tage et ansvar. Det er positivt.

På regeringen vegne, og på egne vegne, vil jeg sige tak for samarbejdet.

Vi har oplevet meget sammen. Jeg synes, vi kan tillade os at sige, at vi har skabt resultater sammen.

Men højdepunktet i anerkendelse kom sidste måned, hvor vi opnåede noget, jeg aldrig personligt havde troet muligt. Positiv omtale på forsiden af Politiken! Det skete endda for os begge to på én gang.

Spøg til side. Baggrunden var seriøs. De store forbedringer, som er opnået for mennesker med kræft.

Ligesom der i det helt taget er opnået store forbedringer gennem 10 år. Strukturreformen har båret frugt. Det danske sundhedsvæsen er blevet bedre år for år.

Og hvis jeg skal pege på én ting, der definerer et velfærdssamfund, så er det, at man får en tryg behandling, hvis man bliver syg.

Derfor vil det altid være til diskussion, hvordan I klarer den opgave i regionerne.

Der vil altid ligge et pres på jer. Det skal der gøre.

Sundhedsområdet får hele tiden flere penge. I en tid, hvor andre må spare. Hvor lysten til at bruge penge generelt er stor. Mens viljen til at skaffe dem er lille.

Derfor vil regeringen altid være opmærksom på, om investeringerne i sundhed er skarpt rettet mod resultatet for patienten.

* * *

10 år med regionerne har skabt bedre resultater.

Et af de helt store og meget håndgribelige er skudt op lige her i nabolaget: Danmarks største sygehus.

Det er næsten ti år siden, vi søsatte idéen om supersygehuse. Om at samle specialerne. Om moderne rammer for patienterne. Om en kvalitetsfond, der kunne øge investeringerne.

I februar kunne vi indvie Det Nye Universitetshospital her i Aarhus. Dér stod Bent og jeg side om side og klippede det røde bånd over.

Det var en god dag. Men dengang vi satte det hele i gang, kunne der godt komme en dårlig dag indimellem. Som den dag, hvor Bent Hansens valgplakater blev hevet ned fra lygtepælene af utilfredse borgere.

Og vi andre har jo oplevet noget lignende. For der var en debat. Lokale sygehuse skulle jo lukkes. Og det gav nogle steder en forståelig bekymring for at miste det nære, det trygge.

Men sammen har vi taget den debat. At hvis man er alvorligt syg, fx med en hjertesygdom, så er tryghed altså at blive behandlet af lige netop de læger, som har ekspertise og erfaring inden for præcis det felt. Så er det mindre vigtigt, om sygehuset ligger 20 km. eller 100 km. væk.

Derfor er det fantastisk nu at se drømmen blive til virkelighed og bygningerne rejse sig fra tegnebrættet. Vi investerer mere end 48 mia. kr. i Danmarkshistoriens største sygehusforbedring.

Det er mange penge. Og der er ikke flere, hvor de kom fra.

Jeg forventer, at I regioner lever op til jeres ansvar som bygherrer og holder investeringsrammerne.

* * *

Når sundhedsområdet får mange penge. Så følger der i det hele taget et stort ansvar med.

For hver krone skal vi spørge: Gavner den patienten?

Derfor aftalte vi sidste år de otte nationale mål, der hele vejen rundt skal forpligte jer til at levere høj kvalitet til borgerne.

Jeg er glad for, at I har taget målene til jer. Nu skal vi snart drøfte, hvordan det går med at nå dem. Jeg håber, at resultaterne peger i den rigtige retning.

For nogle gange kan man jo godt få den tanke: Hvor bliver alle de mange penge til sundhed af?

Jeg bliver bekymret, når regionerne ansætter forholdsvis flere kontormedarbejdere end sundhedspersonale.

Det er ikke patienten før systemet. Den udvikling skal vi have vendt.

Og jeg bliver bekymret, når der er store forskelle mellem regionerne. En markant ulighed i den service og behandling, som borgeren får.

For det betyder jo, at pengene ikke bliver brugt bedst muligt alle steder. Men sander til i systemet nogen steder.

Når Region Syddanmark kan overholde fristerne i kræftpakkerne i 9 ud af 10 tilfælde. Så må andre regioner kunne det samme.

Når Region Midtjylland og Region Sjælland er i top med at overholde patientrettighederne for udredning. Så må der kunne lade sig gøre for alle.

Og når Region Nordjylland kan forebygge mange indlæggelser af ældre. Så viser det et godt samarbejde med kommuner og egen læge. Det må andre regioner kunne gøre lige så godt.

Der skal være den konkurrence om at følge det gode eksempel.

De mange milliarder kroner, vi investerer i sundhed, skal gå til tryghed og bedre sammenhæng for patienterne.

* * *

Vi skal hele tiden gøre det bedre. Bygge ovenpå de resultater, der er skabt.

I år er det 10 år siden, vi fik indført, at kræft skal betragtes som en akut sygdom. Det var en milepæl.

Det er trist at se tilbage på dengang. Hvor forholdene ikke var værdige. Hvor tilliden til sundhedssystemet var trykket så langt i bund, at kræftsyge danskere begav sig ud på de tyske motorveje i en fortvivlet jagt for egne penge på i nogle tilfælde tvivlsomme behandlinger.

Den udvikling fik vi vendt.

I efteråret fik jeg et brev fra en mand i Sønderjylland. Han skrev til mig ”Tak fordi du indførte kræftpakkerne.” Den tak vil jeg i dag give videre til alle jer, der har været med til at få kræftpakkerne til at virke i praksis.

Manden fra Sønderjylland skrev også til mig ”Jeg er glad for at leve.”

Og det er jo det, der er på spil. Patientens overlevelse. Menneskers liv.

Faktum er, at ventetiderne er bragt ned. At overlevelsen er kommet op.

Det er godt. Men er det godt nok?

Nej, vi skal videre med Kræftplan IV. Som vi har givet 2,2 mia. kr. i ryggen.

Overlevelse efter kræft skal på niveau med de bedste af vores nordiske naboer. Det er, hvad danskerne med rimelighed kan forvente.

Derfor skal vi hele tiden blive bedre til at behandle patienterne.

Og som noget nyt skal omdrejningspunktet i behandlingen være den patientansvarlige læge.

* * *


Jo mere specialiseret behandlingen bliver – og den skal være specialiseret – jo større er faren for, at hele rækken af højtspecialiserede led ikke danner en sammenhængende kæde for patienten. Men derimod falder fra hinanden.

Det er det moderne sundhedsvæsens allerstørste udfordring. Og den skal løses.

Derfor har de første patienter allerede fået en patientansvarlig læge. Vi starter med kræftpatienterne. Men inden længe skal ordningen bredes ud til alle de patienter, hvor det giver mening.

Der skal være en fast støtte, som kender sygdomsforløbet. Som man kan komme til med spørgsmål og bekymringer. Også som pårørende. Som holder kæden samlet som perler på en snor. Så patienten har ro til at blive rask.

Det lyder måske enkelt. Det er jo ikke en månelanding. Men i en hverdag med vagtplaner, arbejdstider og myndighedsgrænser, så er det svært.

Vi skal undgå, at ansvaret er alles – og dermed ingens.

Vi skal undgå, at det bare bliver et navn på et papir – til gavn for ingen. Nytteløst for alle.

Vi skal sætte alt ind på, at patienten konkret oplever, at én læge – et rigtigt menneske – har og tager ansvaret.

Med andre ord skal vi lære af kontaktpersonordningens fejl. Her svigtede de gode viljer.

Nu skal vi gøre det bedre. Den patientansvarlige læge skal ikke indføres ved lov. Der skal være plads til at organisere sig på den måde, man finder bedst lokalt. Men det er vigtigt, at rolle og funktion bliver den samme, uanset om patienten er indlagt i Odense, i Aalborg, i Aarhus eller i København.

Det er jeres – regionernes - ansvar at sikre den nødvendige forandring. Et entydigt lægeligt ansvar for patienten. På tværs af systemer.

Det kræver nok lidt af en kulturrevolution.

I den hvidbog, I netop har udgivet, beskriver I en konkret model for hvordan det kan ske. Det er positivt.

* * *

I min tale her på generalforsamlingen sidste år opfordrede jeg regionerne til at tage ansvaret for et sammenhængende sundhedsvæsen på jer.

Ikke bare ansvaret for sygehusene, men for at hele sundhedsvæsenet fungerer for borgeren. Jeg er glad for at høre på formanden her i dag, at det netop er, hvad I vil gøre med det udspil, I har offentliggjort i dag.

Så kunne man selvfølgelig sige: Bedre sent end aldrig. At det var det ansvar, I fik allerede i 2007. Men det er der ingen grund til.

For hvem går det ud over, når sammenhængen svigter?

Det går ud over de svageste: Dem, der ikke har kræfter til at bokse med systemet. Ikke har en familie, der kan presse på. Eller venner, som render lægerne på dørene.

Den frie og lige adgang til sundhed skal være reel. Og lige for alle.

Der er især mange ældre og kronikere, der kommer i klemme mellem sygehus, kommune og egen læge.

Derfor har vi samlet området i et sundheds- og ældreministerium, så indsatsen bedre kan koordineres. Derfor har vi udnævnt en ældreminister for at få et stærkere fokus her.

Derfor har vi sat 1,2 mia. kr. af til ældre medicinske patienter. Derfor har vi sat en ambitiøs demenshandlingsplan i gang.

Og derfor skal de praktiserende lægers rolle som patientens indgang til sundhedssystemet fungere for alle.

Lægemanglen i visse dele af landet skaber utryghed for borgeren. Og en geografisk ulighed i adgangen til sundhed.

I januar fik vi lægedækningsudvalgets anbefalinger. I februar indgik vi i Folketinget en aftale om bedre lægedækning i hele landet. Nu skal regionerne følge op.

Lad mig sige det, som det er: I er nødt til at samarbejde, og samarbejde bedre, om rekruttering af læger.

Det nytter ikke noget, at de attraktive sygehuse eller de dynamiske regioner med attraktiv geografisk placering render med alle lægerne.

I skal være solidariske på patienternes vegne.

Det er lettere sagt end gjort. Det er ikke bare et slagord.

Det kan betyde, at sygehuse i de større byer skal holde lidt igen med at slå stillinger op, så der også er læger nok til resten af landet.

I skal se udover institutionen, regionen, systemet. Og sætte patienten først.

* * *

Ny teknologi, bedre organisering – det er også en vej til at styrke sammenhængen for borgeren.

Hjemmedialyse til nyrepatienter. Telemedicin for borgere med KOL. Patienterne, der kommer hurtigere hjem. Kontrol via iPad i stedet for på ambulatoriet. Det gør alt sammen livet lettere for patienten.

Udviklingen er i fuld gang. Og jeg er ikke i tvivl om, at den vil fortsætte.

Nogle kunne tænke, at de lavt hængende frugter var plukket. Men sådan er det jo ikke. Træet blomstrer og sætter ny frugt. Ny teknologi, ny medicin, nye behandlingsmetoder.

Og nej: Det handler ikke om, at sygeplejersken skal tage 102 skridt, hvor hun før tog 100 skridt.

Jeg køber heller ikke den med, at det er Finansministeriet, der siger, at medarbejderne skal løbe hurtigere.

Det er altså op til jer selv, hvor og hvordan I implementerer kravet om stadige forbedringer. Og I beholder også selv de penge, der kommer ud af det.

Når I er et højt prioriteret område, så forpligter det jer til at sikre, at de mange penge bliver brugt rigtigt.

Det betyder ikke, at I skal skære alle områder over én kam.

Det betyder tværtimod, at I skal gribe alle muligheder for at forbedre og effektivisere – og de muligheder er ikke de samme alle steder. Det betyder, at I skal bruge ressourcerne og kapaciteten bedst muligt. Og at administrationen ikke bare må vokse.

* * *

Mit fokus er helt klart. Jeg ønsker en styring og finansiering af sundhedsområdet, der sikrer, at vi får mest mulig sundhed for pengene til gavn for patienterne.

Derfor vil regeringen se nærmere på, hvad der virker og ikke virker i den nuværende styring. Vi vil samle forslag til, hvordan det bliver bedre.

Det arbejde annoncerede regeringen for to dage siden som en del af sammenhængsreformen.

Danske Regioner bliver inviteret til at deltage i arbejdet. Selvfølgelig. For solide løsninger er fælles løsninger.

* * *

Arbejdet med styring af sundhedsområdet er altså en del af den sammenhængsreform, som regeringen netop har lanceret med innovationsministeren i spidsen.

Danmark har et af verdens bedste velfærdssamfund. Det kan vi være stolte af.

Det er godt. Men er det godt nok?

Nej. Og det bliver det aldrig. For målet rykker sig, når mulighederne bliver flere. Vi skal være endnu mere ambitiøse.

Og vi skal turde erkende, hvor systemet har taget overhånd, og borgeren er kommet i klemme.

Vi skal gøre op med det paradoks, at de borgere der har sværest ved at finde vej, bliver mødt af den tætteste jungle af regler, tilbud og myndigheder.

Det gælder på sundhedsområdet. Det gælder hele vores velfærdssamfund.

Selvom vi tog et vigtigt skridt med strukturreformen for 10 år siden, har vi endnu ikke taget det konsekvente opgør mod myndighedsgrænser og bureaukrati. Og for borgeren.

Det opgør skal vi tage nu. Det vil regeringen gøre på fire områder i sammenhængsreformen.

For det første har vi nedsat en ledelseskommission. God ledelse er lig bedre velfærd.

På jeres område har vi allerede taget konkrete skridt sammen. Med Det Nationale Ledelsesprogram på sundhedsområdet.

For det andet skal det offentlige bruge ny teknologi til bedre service for borgerne. Og en bedre arbejdsdag for medarbejderne.

For det tredje skal vi have mindre silotænkning. Og bedre sammenhæng for borgeren.

For det fjerde skal vi tage opgøret med meningsløse regler, skemaer og rigid kontrol.

Den bevægelse er regionerne også i gang med. De 8 nationale mål er jo netop et forsøg på at komme væk fra proces- og registreringskrav og mod resultater for patienten, borgeren, mennesket.

Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at den bedste vej til at sætte borgeren først er at sætte medarbejderen fri. Så længe man ikke bliver ansvarsfri. Men det er frihed under ansvar.

For dermed at sætte fagligheden fri. Sætte arbejdsglæden fri. Give frihed under ansvar til at gøre det, den enkelte medarbejder brænder for: Omsorg for den ældre. Tryghed for borgeren. Pleje for patienten.

Og det glædelige er jo, at Danmark er befolket af ansvarlige og frie mennesker. Drevet af ambitionen om at gøre deres bedste.

Tillid er godt. Og det er ikke kontrol, der er bedre. Det er ansvar.

Vi kender alle sammen de gode eksempler. Den skole, hvor børnene både lærer og trives. Den børnehave, hvor sygefraværet hos pædagogerne er i bund. Det plejehjem – jeg kunne godt nævne navnet på et – hvor sygefraværet var lavt og omsorgen høj. Den sygehusafdeling, hvor patienterne bliver hurtigt udskrevet, og der bliver fulgt ordentligt op med kommunen og egen læge.

De gode eksempler findes i rigt mål. Og de er kendetegnede ved, at der står mennesker bag. Dedikerede. Engagerede. Højtkvalificerede.

Det er dét velfærdssamfund, jeg er stolt af.

Ikke et tætvævet net af regler og systemer, nok skabt af gode viljer, men hvor borgerne fanges ind, og medarbejderne sidder fast. Nej, gode arbejdspladser, der yder tryg service og befordrer arbejdsglæden.

Det er dét positive lys, regeringen vil sætte på hele velfærdssamfundet med en sammenhængsreform. Et samarbejde, som jeg vil invitere regionerne til at bidrage til.

Vi lægger op til en åben proces, hvor vi også vil inddrage mange af jer her i salen, så I kan spille jeres idéer ind. Og vi løbende kan spille ud med konkrete forslag. Før den samlede reform bliver lagt frem ved årsskiftet.

I dag vil jeg opfordre jer til at tage del i arbejdet.

Vi skal indfri danskernes berettigede forventninger om én sammenhængende offentlig sektor med ét mål: Mennesket først. Borgeren først.

Den bedste vej til det går gennem frihed, ansvar og arbejdsglæde til de offentligt ansatte.

Tak for ordet. God generalforsamling.

Accept af cookies

Denne side benytter cookies for at indsamle statistik og forbedre brugerens oplevelse.

Læs mere om cookies på nedenstående link:

Cookie politik