Statsministeren overrækker medaljer til Jægerkorpset

30.08.18

Statsministeren overrækker medaljer til Jægerkorpset

Mandag den 3. september besøger statsminister Lars Løkke Rasmussen Jægerkorpset.

Statsministeren vil tale til Jægerkorpset og deltage i en medaljeparade med udsendte fra Task Force 61, der har været indsat i kampen mod ISIL i Irak. Herefter vil han overvære en demonstration af Jægerkorpsets kapaciteter og opgaveløsning ved Task Force 61.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen udtaler forud for besøget hos Jægerkorpset:

”Kampen mod ISIL er en vigtig prioritet for regeringen. Jægerkorpsets indsats i Task Force 61 har gjort en forskel i den kamp. Derfor er det en stor ære for mig, at jeg får lov at markere denne indsats i Irak ved at uddele medaljer til de udsendte. Under mit besøg i Irak i 2016 oplevede jeg ved selvsyn, hvor professionelt de gik til opgaven.”

Efter besøget afholdes regeringsseminar i Nibe.

***

Pressen er velkommen til at deltage ved besøget.

Besøget hos Jægerkorpset foregår mandag den 3. september kl. 10.15-11.30 på Flyvestation Aalborg, Thisted Landevej 53. Pressen skal møde ved Hovedvagten senest kl. 9.45. Der er begrænset adgang, så pressen bedes tilmelde sig hos presserådgiver ved Specialoperationskommandoen Julia Liberati på [email protected] senest fredag den 31. august kl. 15.00.

Gyldigt pressekort skal bæres synligt.

***

Yderligere oplysninger hos ledende pressesekretær Sabrina Drevsfeldt Theil, telefon 3392 2262.

Accept af cookies

Denne side benytter cookies for at indsamle statistik og forbedre brugerens oplevelse.

Læs mere om cookies på nedenstående link:

Cookie politik