Statsminister Lars Løkke Rasmussens tale på Lønmodtagernes Topmøde den 8. april 2019

Det talte ord gælder

Tak for invitationen.

Jeg er glad for at stå her i dag.

Til det første store Lønmodtagernes Topmøde – men ikke det sidste. Jeg forstår, at det skal være en tradition. Så jeg glæder mig allerede til næste år...

For ingen kan være statsminister i Danmark uden at lytte til og have en dialog med fagbevægelsen.

Sådan har det altid været. Sådan skal det altid være. Sådan vil det være.

FH samler i alt 1,4 millioner medlemmer. Det var modigt tænkt.

Fagbevægelsen har fået et stærkt hold.

Regeringen har fået en fast modspiller og medspiller.

Tak til Lizette og til Bente for det.

Nok er vi uenige om – nogle ting. Men det er netop, når man er uenige, at samarbejdet skal stå sin prøve og vise sin styrke.

En særlig tak til dig, Lizette. Du trådte til som formand for LO få måneder efter, at jeg selv var blevet statsminister – igen.

I den tid, der er gået, har vi oplevet en del sammen. Jeg synes også, vi har opnået en del sammen – en hel del.

Jeg har stor respekt for de opgaver og det ansvar, du tager på dig. Og for den måde, du gør det på.

Skarp – måske også skrap.

Men altid konstruktiv. Du går efter resultater.

For snart fire år siden lagde vi ud fra det fælles nulpunkt, at trepartsinstitutionen var dømt ude. Død. Begravet.

Vi har genoplivet den sammen. Fra død til spillevende.

Med tre stærke aftaler. Én om integration. Én om bedre erhvervsuddannelser og flere praktikpladser. Én om voksen- og efteruddannelse.

Vi har opnået resultater sammen.

* * *

Det har vi gjort inden for rammerne af den danske model, som mange andre lande med rette missunder os.

Ude i verden ser vi en stigende splittelse.

Mennesker føler sig ladt i stikken – af en udvikling og forandringer, der stikker af fra dem. Brexit i Storbritannien. De gule veste i Frankrig.

Sådan er det ikke i Danmark. Vi er blandt de lande i Europa, hvor flest har tiltro til fremtiden.

Og jeg er ikke et sekund i tvivl om, at vores mangeårige aftalemodel har en stor del af æren for det. I modsætning til andre lande har vi en høj organisationsgrad i Danmark.

Derfor skal vi tage det alvorligt, når den danske model udfordres.

Padborgsagen viste med al tydelighed, hvad der er på spil.

Filippinske chaufører, der bliver budt usle forhold og lønninger langt under det, vi betragter som fair.

Danske medarbejdere, hvis vilkår bliver undergravet af social dumping.

Det trækker mange ting med sig. Det er med til at slå sprækker i danskernes tillid til den udenlandske arbejdskraft, som vi ikke kan klare os uden.

Alt det bekymrer mig. Det bekymrer jer.

Det er også derfor, jeg har ønsket at rejse en debat.

For mig er det en afgørende præmis, at det skal være en fordel at være omfattet af en overenskomst. Danskernes løn skal fastlægges i forhandlinger mellem fagforeninger og arbejdsgivere.

Sådan har det været. Sådan skal det være.

Men når der er alvorlige problemer på visse områder – som for eksempel på transportområdet – er vi er nødt til at se fordomsfrit på tingene og overveje, om regering og lovgivere skal have en stærkere rolle i samspil med arbejdsmarkedets parter.

Derfor har jeg rejst denne debat, som så er blevet oversat lidt firkantet til, at nu synes jeg, vi skal have en lovbestemt mindsteløn.

Det har et videre perspektiv. Og derfor glæder mig over den aftale, som FH og DA indgik i sidste uge.

En aftale, som grundlæggende er udtryk for de samme overvejelser.

En aftale, som er et ganske solidt bud på at løse nogle af de væsentligste problemer med underbetalte udenlandske chauffører.

En aftale, som både tænker nyt – og søger at respektere den danske model.

For den lægger op til, at når udenlandske transportfirmaer skal dokumentere, at deres chauffører i Danmark får en løn, der svarer til danske vilkår, så skal grundlaget være konkrete aftaler på det danske arbejdsmarked.

Nu skal vi finde den rette balance i forhold til de overenskomster, der skal indgå i det grundlag.

Vi vil gerne nærstudere aftalen, som jeg kvitterer for. Vi vil sætte et lovforberedende arbejde i gang. Hvor vi inddrager parterne – inddrager jer.

Målet er, at den opfølgende lovgivning kan fremsættes til efteråret.

Uanset det valg, som kommer – snart. Så skal vi skabe resultater sammen.

Vi skal sikre balancen mellem et Danmark, der er åbent mod verden – det er vores livsgrundlag – og et Danmark, hvor vi aldrig tolerer en adfærd, der undergraver fællesskabet.

* * *

Det er resultaterne, der tæller.

Ét er gyldne løfter. Noget andet er konkrete resultater.

Det gælder også, når vi skal hjælpe de mennesker, der er blevet nedslidte og ikke længere kan arbejde.

De fortjener at kunne trække sig tidligere tilbage. Den tryghed og sikkerhed skal der være.

Og netop derfor bliver jeg bekymret, når nogen lover jeres medlemmer, at de kan få en ret til at komme på pension tre år før andre – på et meget usikkert grundlag.

I årene op til folkepensionsalderen er der omkring 40.000 personer på arbejdsmarkedet per årgang.

Ud af dem repræsenterer I her i salen, altså FH – et slag på tasken – omkring 20.000.

For det beløb, som nogen turnerer med, kan i underkanten af 3.000 gå fra fuldtidsarbejde til pension tre år tidligere.

Både indenfor og udenfor FH’s område. Hvis nogle er på deltid, bliver tallet lidt større.

Men det er under alle omstændigheder kun ganske få.

Rigtig mange danskere tror, at de er omfattet af det forslag, som er lagt frem. Mange af jeres medlemmer tror det. Men kun et fåtal er det.

Hvem er de heldige – og hvem bliver de skuffede?

Pædagogerne? Murerne? Metalarbejderne? HK’erne?

Jeg ved det fortsat ikke. Men det kan jo være, at svaret kommer i forlængelse af mit indlæg...

Der er ikke noget, der tyder på, at lang tid i arbejde giver størst sandsynlighed for nedslidning.

Tværtimod.

Seniorer med et langt arbejdsliv har i gennemsnit et bedre helbred end jævnaldrende med et kort arbejdsliv.

Det skyldes simpelthen, at de ordninger, vi har – førtidspension, fleksjob mv. – virker. Mange nedslidte arbejder mindre eller slet ikke.

Derfor er det ikke helt enkelt at skrue et retfærdigt system sammen med særlige rettigheder for nogle grupper – og ikke for andre.

Jeg har svært ved at se det for mig. Og synes ikke, det er ønskværdigt at bryde med den universelle velfærdsmodel og dele danskerne op i tilfældige A- og B-hold.

Danskerne fortjener bedre. De nedslidte fortjener bedre.

Der er brug for at forbedre de ordninger, vi har. Der er ingen tvivl om, at vi fik strammet mulighederne for at gå på førtidspension som senior for meget, da vi indgik en aftale sammen med den tidligere regering i 2012.

Ét er gyldne løfter. Noget andet er resultater, der tæller.

* * *

Det bringer mig videre til den dagsorden, I har sat for topmødet i dag. Investeringer i fremtiden.

Mit bud – og regeringens prioritering – er, at vi skal investere i arbejdspladser. Job på ordentlige vilkår.

Vi skal investere i mennesker, så de kan bestride jobbene.

Vi skal investere i den fælles velfærd, der gør Danmark til mulighedernes land.

For det første arbejdspladser.

Denne regering har forbedret erhvervsvilkårene. Med færre byrder og flere lettelser til virksomhederne.

Med tilskyndelser til at investere i ny teknologi. Med grønne investeringer. Fremme af et aktionærmiljø.

Aldrig før har så mange været i arbejde som lige nu. Og der kommer hele tiden flere til.

Siden valget i 2015 er der skabt 168.000 flere private lønmodtagerjob

Det svarer til, at der hver dag er skabt 128 nye job.

Det svarer igen til ét ekstra job hvert 11. minut døgnet rundt. Lige nu, mens jeg holder min tale kommer der ét job til.

* * *

Vi skal investere i arbejdspladser – og for det andet skal vi investere i mennesker.

I Danmark har vi hidtil været gode til at uddanne og omskole i takt med, at kravene på arbejdsmarkedet har ændret sig. Vi har forvandlet systuer til design. Skibsværfter til vindmøllefabrikker.

Gevinsterne af økonomisk vækst er nået bredt ud.

Det skal vi holde fast i.

Vi er i gang.

Hele arbejdet i Disruptionrådet.

Trepartsaftalen om voksen- og efteruddannelse. En omstillingsfond til ufaglærte og faglærte.

To flaskehalspakker med fokus på at opkvalificere ledige.

Erhvervsuddannelsesaftalen, der skal få flere unge til at søge og gennemføre en erhvervsuddannelse.

Aftalen om bedre veje til uddannelse og job efter grundskolen, så flere unge kommer godt videre i uddannelsessystemet. Så vi også får dem med, der snublede ved start. Så de får fodfæste, ranker ryggen og kommer godt videre.

Alle skal med ind i fremtiden.

Det kræver fælles og langsigtede løsninger som dem, jeg har nævnt.

* * *

Vi skal investere i arbejdspladser. Vi skal investere i mennesker.

Uden job, ingen velstand. Uden velstand, ingen velfærd.

Det er mit tredje punkt. Vi skal investere i vores fælles velfærd.

Regeringen og Dansk Folkeparti har indgået en ambitiøs aftale, hvor vi vil investere 8,5 mia. kr. i en Nærhedsfond – penge, som kommer oveni de øgede driftsbevillinger, som sundhedsvæsenet får brug for de kommende år.

Vi tager hånd om den udfordring, at der alene over de næste godt 10 år forventes at være 230.000 flere borgere over 75 år. Dobbelt så mange med diabetes. Tusinder med lungesygdommen KOL.

Jeg vil sige til alle jer, hvis medlemmer arbejder på sygehusene og i den kommunale sundhed.

Jeg har stor respekt for sundhedspersonalets arbejde. Det har danskerne også.

Jeg vil give mere plads til fagligheden. Og jeg vil ansætte flere læger, flere sygeplejesker og flere sosu-assistenter.

Men vi er nødt til at uddanne dem først. Det er ren logik, når der alene i andet halvår 2018 var 960 forgæves rekrutteringer af sygeplejesker.

Regeringen vil øge optaget med 2.000 flere sygeplejersker over de næste tre år i forhold til de seneste tre år.

Intet fingerknips kan trylle problemerne væk. Vi skal træffe gennemtænkte beslutninger, der trækker spor ind i fremtiden.

* * *

Investeringer i fremtiden.

Det er jo lykkeligvis ikke nogen ny dagsorden. Det er et ansvar, hver generation må tage på sig. Med den indsigt, at vi står på skuldrene af dem, der påtog sig ansvaret før os.

I sidste uge var jeg til 90 års fødselsdag – fødselaren hed Poul Schlüter.

Poul var et af min ungdoms idoler. Måske havde en del af jer andre idoler.

Så meget desto mere grund til i dag at nævne, at et absolut højdepunkt i Poul Schlüters tid som statsminister er den trepartsaftale, som blev indgået i 1987.

Dengang hed LO-formanden Finn Thorgrimson. Han hyldede det princip at arbejde for medlemmerne, uanset regeringens farve.

Sammen lagde Schlüter og Thorgrimson grunden til, at brede grupper i samfundet begyndte at spare op til arbejdsmarkedspension.

Modige beslutninger. Holdbare beslutninger. Fælles beslutninger.

Som millioner af danskere har glæde af i dag.

Som dansk erhvervsliv og vi alle sammen kan glæde os over. For her er en betydelig investeringskraft.

Jeg vil kvittere for forslaget i dag om at skabe mere investeringskraft. Og sige det helt åbent og ærligt: Jeg er reserveret over for idéen om at lave en helt ny struktur. Vi har en Vækstfond. Men den kan muligvis godt trænge til lidt flere vitaminer.

Så jeg vil kvittere for jeres indspil til at bygge videre på de traditioner, som var der, før vi kom til. Som var sat på pause i fire år, hvor trepartsinstitutionen blev erklæret død og begravet, men som nu er genoplivet.

Det er resultaterne, der tæller.

Tak for ordet. Godt topmøde!

Accept af cookies

Denne side benytter cookies for at indsamle statistik og forbedre brugerens oplevelse.

Læs mere om cookies på nedenstående link:

Cookie politik