Rigsombudsmanden på Færøerne
Rigsombudsmanden på Færøerne er en institution under Statsministeriet.
Rigsombudsmanden på Færøerne er rigets øverste repræsentant på Færøerne og bindeleddet mellem hjemmestyret og rigsmyndighederne. Rigsombudsmanden har sæde i Lagtinget og adgang til at deltage i forhandlinger om alle fællesanliggender, dog uden stemmeret.
Rigsombuddets hovedopgaver består blandt andet af:
- Behandling af en række sager vedrørende lovgivningsanliggender, herunder ikraftsættelse af rigslovgivning for Færøerne.
- Afgivelse af periodiske indberetninger til Statsministeriet om aktuelle økonomiske og politiske forhold på Færøerne.
- At varetage opgaver i forbindelse med valg på Færøerne til Folketinget samt eventuelle folkeafstemninger, der bestemmes af Folketinget.
- Medvirke ved planlægning og afvikling af besøg på Færøerne af Kongefamilien, Folketinget, regeringen m.fl. og deltagelse i den hermed forbundne mødevirksomhed.
- Udarbejdelse og af to publikationer: Årsberetning for Færøerne, der indeholder en ajourført beskrivelse af de færøske samfundsforhold, samt Lovregister for Færøerne.
- Indstillinger om kongelige hædersbevisninger.
- Sekretariat for Dansk-Færøsk Kulturfond, samt varetage rollen som bestyrelsesformand for fonden.
- Behandling af ansøgninger om fri proces.
- Behandling af ansøgninger om indfødsret for nordiske statsborgere.
- At varetage opgaver i forbindelse med legalisering af dokumenter.